Quick Guide


Det følgende indeholder en kort vejledning i brugen af finansieringsportalen.

Portalen er bygget op om fire menupunkter:
  • Finansieringsbehov- og løsninger
  • Særlige behov og løsninger
  • Udbydere
  • Værktøjskasse.
Finansieringsbehov- og løsninger er opdelt i:
  • Enkeltforretninger, der med udgangspunktet i fire perioder: tilbudsperiode, oparbejdningsperiode, kreditperiode og produktgarantiperiode, beskriver problemstillinger og forhold, der kan relateres til finansiering af kommercielle forretninger på virksomhedens hjemmemarked og eksportforretninger, samt anviser løsninger på samme. Foruden anvisning af løsninger, henvises der til relevante udbydere af finansiering og en samling af anvendelige og relevante hjælpeværktøjer.
  • Generelt, der tilsvarende beskriver problemstillinger og forhold af mere generel karakter såsom finansiering af anlæg, drift, forskning- og udvikling, internationalisering samt kapitaludvidelser. Foruden anvisning af løsninger, henvises der til relevante udbydere af finansiering og en samling af anvendelige og relevante hjælpeværktøjer.
Under særlige behov og løsninger berøres forskellige særegne behov for den maritime industri, herunder støtte- og tilskudsordninger, skibsfinansiering, retrofitfinansiering etc., samt anvises vejledende løsningsforslag. Foruden anvisning af løsninger, henvises der til relevante udbydere af finansiering og en samling af anvendelige og relevante hjælpeværktøjer.

Under udbydere præsenteres kort de forskellige udbydere (udvalgte pengeinstitutter, kreditforsikringsselskaber, udbydere af støtte- og tilskudsordninger m.fl.) med angivelse af relevante kontaktoplysninger.

Under værktøjskassen findes en række nyttige og letanvendelige værktøjer i form af beregningsmodeller, præsentationer, skabeloner, forslag til garantitekster, litteraturhenvisninger m.m. Disse værktøjer kan frit downloades af brugerne af finansieringsportalen.

Endelig indeholder finansieringsportalen en søgefunktion, således at brugerne har en ekstra mulighed for at finde frem til et ønsket emne.

Det er tanken, at finansieringsportalen skal kunne anvendes både til generel uddannelse omkring finansiering og som en quick guide til søgning af løsning på et specifikt spørgsmål.

Det er vigtigt, at brugerne løbende informerer Danske Maritime om nye finansieringstiltag, ændringer i de eksisterende løsninger og/eller om ønsker til yderligere emner af generel interesse, der kan sikre, at finansieringsportalen holdes opdateret og giver brugerne hurtig adgang til relevant information. Via henvisninger til de forskellige udbydere sikrer Danske Maritime, at information om udbydernes løsninger holdes opdateret.

Anlæg og faciliteter, herunder produktions- og driftsudstyr


Ved etablering af en ny virksomhed, udvidelse eller geninvestering i en eksisterende virksomhed, opstår der typisk et behov for kapital til dækning af udbetalinger i forbindelse med køb af grund, opførelse af bygninger, investering i nye produktionsfaciliteter, drift- og produktionsudstyr m.m. Der kan være tale om nyanskaffelser, reparation, udvidelse og/eller refinansiering af det eksisterende udstyr. 

Når en virksomhed skal investere i bygninger, produktionsfaciliteter eller byggegrunde, kan det både være projekter med langsigtet planlægning og projekter, hvor der er brug for at reagere hurtigt på nogle muligheder. Væsentligt er at finde den finansiering, der bedst passer til virksomhedens mål og muligheder, og kan imødekomme virksomhedens behov for anlægskapital. I den forbindelse er der en række forhold virksomheden bør overveje. Skal virksomheden afholde investeringsudgiften selv, og i givet fald, hvordan ønsker og kan den finansieres? Større eller mindre anlægsinvesteringer kan finansieres på flere måder. Ved valg af finansieringsform skal virksomheden overveje, hvor store månedlige ydelser den kan betale, og hvor lang tilbagebetalingsperioden skal være. Valget af finansieringsform og rentetype afhænger både af virksomhedens økonomiske forhold, aktiviteternes art og aktivernes levetid.

I det følgende beskrives kort virksomhedens muligheder for at tilvejebringe kapital til finansiering af større eller mindre anlæginvesteringer i Danmark. Typisk finansieres denne type af aktiver primært over driften, gennem realkredit- og pengeinstitutter, eller leasing- og finansieringsselskaber. Ifald virksomheden har vanskeligt ved at tilvejebringe tilstrækkelig kapital til af afholde eventuelle anlægsinvesteringer i form af låne- og garantirammer eller kreditfaciliteter via dennes bankforbindelse e.l., kan Vækstfonden (VF) og Eksport Kredit Fonden (EKF) ligeledes bidrage på forskelligvis. Endvidere eksisterer der en række støtte- og tilskudsordninger, der vil kunne være relevante afhængig af investeringens art. For yderligere information se Støtte- og tilskudsordninger. Endelig er de aktuelle finansieringsmuligheder forsøgt udvidet og en række alternative finansieringskilder er etableret de senere år. Enkelte af disse beskrives ligeledes nedenfor.

Påtænker virksomheden at gennemføre en udvidelse af det eksisterende kapitalgrundlag med henblik på at styrke virksomhedens soliditet og tilvejebringe kapital til finansieringen af evt. anlægsinvesteringer, eksisterer der en række kapitalfonde og investeringsselskaber, der investerer bredt indenfor fremstillingssektoren i Danmark, herunder maritime industrivirksomheder.

Eventuelle anlægskapitalbehov virksomheden måtte have i forbindelse med etablering og/eller udvidelse af dens aktiviteter i udlandet, er beskrevet under Internationalisering. Såvel EKF som Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) vil kunne bistå virksomheden med relevante garantier og låne- og eller aktiekapital. 



Symfonivej 18, 2730 Herlev, Tlf.: 33 13 24 16 | E-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
 Danske Maritime  |  Retrofitting  |   |Disclaimer  |  Kontakt